Frederiksbjerg er en bydel med et hav af frisører, og konkurrencen er enorm. Indehaveren af Salon 111, Linda Jacobsen, ser dog ikke de andre frisører som konkurrenter.

Af: Frederik Flintegaard (journaliststuderende, DMJX)

Spadserer man ned ad Frederiks Allé på Frederiksbjerg en hverdagsmorgen, springer flere ting i øjnene. De mange mennesker, den tætte trafik, larmen, osen. Travlheden.

Kastes et blik på alleens mangfoldige forretningsliv, opdager man, at frisørerne er i betydeligt overtal. 

Ligesom barer og diskoteker dominerer Jomfru Ane Gade i Aalborg, er Frederiks Allé et overflødighedshorn af frisørtilbud. 

Derfor er kundekampen også meget hård – bare ikke for Salon 111.

”De andre frisører er ikke mine konkurrenter,” fortæller indehaveren. “De tager ikke kunder fra mig.”

Fra arbejderkvarter til eksklusiv bydel

I mere end 30 år har Linda Jacobsens liv mestendels drejet sig om skarpe sakse, afklippede hårtotter og gode kundesnakke i Salon 111. Hun er indehaver af frisøren på Frederiks Allé i Aarhus. En salon hun overtog fra sin mor, som i dag er ansat hos hende. 

Frisøren har altid ligget på Frederiks Allé, siden den åbnede i slutningen af 80’erne. Derfor har Linda været vidne til den udvikling, som Frederiksbjerg har gennemgået de seneste årtier. 

”Dengang Salon 111 åbnede, var Frederiksbjerg bestemt ikke eksklusivt – det var et arbejderkvarter. Byhusene kostede på det tidspunkt 100.000 kroner. Siden er der blevet ryddet op, og de brune værtshuse er blevet fjernet. Det er derfor blevet et trygt sted at færdes. Mange børnefamilier flytter i dag herind. Bare her i opgangen bor der ti børnefamilier.”

En anden mærkbar forskel på bydelen i dag og for 30 år siden er den markante stigning i antallet af frisører. 

”Tiden var en anden, da Salon 111 åbnede. Dengang var der ikke 15 saloner på Frederiks Allé, som der er i dag. Jeg tror, at salonerne ligger her, fordi huslejen er billigere end i Jægergårdsgade eller M.P. Bruuns Gade.”

Fast kundekreds skærmer Salon 111 for frisørkonkurrencen

På trods af de mange frisører i området ser Linda dem ikke som konkurrenter. Årsagen får man en fornemmelse af, da hendes første kunde kommer ind i salonen kl. 9. 

Det er en ældre herre. Han tager overtøjet af og bliver derefter henvist til en af Salon 111’s frisørvaske, før den egentlige klipning kan begynde. Lindas relation til kunden viser sig hurtigt ikke at være overfladisk. De snakker ikke om vejret men om hans familie, som Linda virker til at kende.

Denne personlige relation mellem Linda og kunderne, som hun har bygget op gennem mange år, er ifølge Linda en forklaring på, at hun ikke kæmper med de andre frisører på Frederiks Allé om de samme kunder.

”Jeg klipper kun folk, jeg har en relation til. Vi kender hinanden rigtig godt. De ved, hvilken bil jeg har, hvad mine børn hedder, hvilken efterskole de går på. Og jeg ved alt om dem. Man kommer tæt på kunden.”

Lindas evner med saksen er også medvirkende til en fast og loyal kundekreds. 

”De ved, hvad de får. De ved, at resultatet ikke bliver helt åndsvagt, og at vi ikke kommer til at snakke forbi hinanden, fordi vi kender hinanden.”

• 

• 

Gennem de tætte samtaler med kunderne kommer Linda ind på livet af dem. Derfor mener hun, med et glimt i øjet, at jobbeskrivelsen som frisør er for snæver.

”Jeg plejer at sige, at jeg er psykolog – jeg klipper bare samtidig. Jeg kan også stille diagnoser. Hvis nogen fejler et eller andet, og de ikke ved, hvad det er, så jeg ved det som regel. Man bliver menneskekender.”

Frisørjobbet sætter sig fysiske spor

Selvom Linda stadig elsker sit fag efter mere end 30 år i branchen, er frisørjobbet fysisk krævende, og det har derfor sat sine spor i hende.

”Det er hårdt at stå op og klippe 12 timer om dagen. Det går ud over skulder, albue, nakke og ryg. Jeg er på hospitalet hver uge for at blive scannet, og jeg går til behandlinger. Det er den eneste ulempe i min optik.”

Under klipningen af dagens første kunde står Linda også mestendels i en unaturlig position. Med hovedet lidt på skrå læner hun sig indover kundens hår med vægten på det ene ben. Imens er armene en smule hævet, så hun både kan klippe og dreje kundens hoved. 

Linda er dog langt fra den eneste frisør, der kæmper med jobbets negative fysiske konsekvenser. Linda fortæller, at det er et generelt problem i branchen.

”Alle frisører har det sådan. Jeg har en masse kollegaer, som er stoppet, fordi de ikke kan holde til det. Gennemsnitsholdbarheden for en frisør er 8 år, inklusiv de 4 år de er i lære. De stopper, fordi de er trætte af arbejdstiderne, eller fordi de er slidt ned.”

Det er en problematik, som Linda også har vendt med sine to børn.

”Jeg vil ikke have, at mine børn skal være frisører. De kan se, hvor slidt jeg er. Der må være lettere måder at tjene penge på og skabe sig et godt liv.”

Men hvorfor fortsætter du så i faget?

“Fordi jeg elsker mit fag – det er mit liv. Jeg kan ikke se mig selv andre steder.”